Glædelig advents- og juletid
Det er pludselig blevet koldt udenfor. Efter et dejligt mildt og langt efterår var det en brat opvågnen, da der pludselig forleden morgen var helt hvidt udenfor. Den dag var det tøj, jeg plejede at tage på, alt for tyndt, der måtte uld og handsker til. Med eet var det blevet vinter og det mørke, som mildheden i naturen havde kompenseret for, blev tydeligere.
I Danmark er vi så heldige, at når naturen er allermest mørk og kold, kommer adventstiden med budskab om Guds lys til alle hjerter. Budskab om ham, som kom og sagde: “Se, jeg gør alting nyt”. I advent begynder vi at rette blikket mod Guds søns fødsel. Som en sol, der står op efter en lang vinternat, kom han ind i verden, som evangelisten Johannes forkynder er verdens sande lys. ”Det lys, som oplyser verden, var ved at komme til verden”, skriver evangelisten Johannes i sit første kapitel. Det lys, der blev født ind i verden i skikkelse af barn Jesus, var et andet lys end solens og stjernernes lys. Det er det lys, som er selve livet. Det lys som ingen julekugler eller lysguirlander nogensinde kan være andet end en svag afglans af. Men julepynten skal minde os om barnet i Betlehem. Det er værd at tænke på, når man kan få den tanke, at de havde da ikke behøvet at pynte op allerede i begyndelsen af november…….
Men jeg forstår godt trangen til at pynte op (selvom jeg personligt går ind for, at man venter til 1.s.i advent 😊). For vi skutter os i mørket og kulden, og det er så hyggeligt med farver, lys og tanken om julefesten, vinterens sol. Der er så meget dejligt knyttet til jul for de fleste af os.
Et af mine personlige juleminder fra min barndom er at sidde ved siden af min far i kirken en juledag og høre kapitel 1 fra Johannesevangeliet blive læst. Det handler om lyset, der var ved at komme til verden i den første store adventstid. Lyset, altså Jesus Kristus. Min far var så usædvanlig alvorlig den julemorgen i kirken. Ikke på en ubehagelig måde, men alvorligt optaget af at høre det forunderlige budskab. Alvoren forplantede sig til mig. Jeg forstod, at dette her var vigtigt. Så vigtigt, at en voksen mand fandt det umagen værd at være stået tidligt op for at komme hen i kirken, hvor han nu sad med foldede hænder og lyttede. Min fars alvor lagde en brik til min forståelse af gudstjenesten som et vigtigt sted at befinde sig som kristen.
Fordi gudstjenesten giver os mere end os selv på alle mulige måder. Her hører vi, at vi ikke selv er herre over liv og død, hvad vi jo tit går rundt og tror, men også at vi er omsluttet af Gud, som er herre, – er lys og liv og alt godt, der kan nævnes.
Adventstiden er en tid til at glæde sig, men også til at grunde og gruble over, hvad det egentlig, dybest set betyder, at Gud blev menneske i Jesus Kristus. At vi fik lov til i ham at se ind i Guds rige og vide os omsluttet af det. At vi må komme til ham med alt det, som er tungt, og lægge det i hans hænder. At vores liv er under hans nåde og barmhjertighed.
Jeg vil ønske for os alle, at dette må vokse til vished igennem adventstiden, så at vi når julen kommer, med glæde i hjerterne kan synge med på englenes sang om, at ”os er i dag en frelser født”.
Glædelig advent- og juletid.
Anne Birgitte Reiter
Formand for Center for Kristen Spiritualitet